Man kan som bekendt mene meget og tro på alt! Men jeg syntes nu alligevel at det skylder en forklaring når jeg flot postulerer at ALLE MENNESKER ER TROENDE. For det blev pludselig tydeligt for mig, da jeg under en middag for nyligt faldt i snak med en mand, der, så snart han hørte om min beskæftigelse straks med ungdommeligt overmod erklærede sig som ateist. Det er dog ikke det usædvanlige ved denne historie, da man som teolog og præst hurtigt erfarer, at der faktisk findes mennesker der opfatter det som en personlig fornærmelse, at man tillader sig at tro på Gud. Næh, det usædvanlige var at han lidt mere forsigtigt fortsatte: ”men nu skal du ikke spørge ind til det, for så begynder jeg bare at tvivle”.
Tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, har sagt, at når han blev udsat for at folk henvendte sig til ham med den glædelige nyhed, at de altså ikke troede på Gud, ved festlige lejligheder kunne finde på at spørge ind til, hvad det så var for en Gud de ikke troede på. Som oftest måtte han herefter konstatere at en sådan Gud troede han bestemt heller ikke på, og at det vist heller ikke lød som en Gud der var synderligt værd at tro på.
Da jeg forleden startede et nyt hold konfirmander op, drillede jeg dem med følgende øvelse. Jeg pegede på min kaffekop og sagde: hvis denne kop er Gud, tror vi så på Gud? De kunne jo ikke benægte at koppen fandtes, så konfirmanderne blev enige om, at hvis kaffekoppen var Gud, så troede de alle på Gud. Hvis Gud er en gammel mand med skæg der sidder oppe i himlen og passer på os, fortsatte jeg, tror I så på Gud? Her blev det lidt sværere, men langt de fleste og jeg selv inklusiv, måtte sige at vi så ikke troede på Gud, men at det snarere var et billede på Gud som man brugte til mindre børn, som jo tænker helt konkret og endnu ikke abstrakt. På kun to minutter var vi altså gået fra at være overbeviste troende til fuldblods ateister, og det er dog alligevel noget! Jeg syntes umiddelbart at det var et upædagogisk sted at stoppe konfirmationsforberedelsen, og fortsatte. Jeg fortalte konfirmanderne, at der mange steder i det nye testamente fortælles om at Gud er ophavet til kærligheden, og om de mente at kærligheden virkelig findes! Med eet slag var vi alle sammen troende igen, fordi vi godt kunne acceptere det nye testamentes tale om Gud som kærlighed!
Derfor siger jeg, at den måde vi oplever virkeligheden på, det er også vores tro. Og med troen følger altid tvivlen. Forhåbentligt da! For den skråsikre, entydige forståelse af virkeligheden har gennem historien vist sig at være meget farlig! Når man bliver salig i sin tro, og tager patent på sandheden. Også kristendommens historie er fyldt med menneskers stridigheder om at få ret. For 2000 år siden sagde Jesus at vi skal elske vores næste, og lige siden har folk sloges for at finde ud af hvad han mon mente med det! Men det bør være indlysende urimeligt at tillægge specielt religion skylden for dette, når vi ser i alle aspekter af menneskelivet, at vi spænder ideologier for vores vogne for at forsvare eller opnå enten det ene eller andet.
Der var en gang hvor Danmark var et autoritært land. Ligesom med det meste andet, blev også kristendommen bevidstløs udenadslære for de fleste. Ikke nødvendigvis noget som man tænkte over. Sådan er det heldigvis ikke mere? I dag er vi i den heldige situation at vi er frie til at tænke og vurdere selv. Vi går i kirke fordi vi vælger det, ikke fordi det kræves af os. Det er en vidunderlig frihed, som vi skal huske at glædes over men også en frihed som forpligter os til netop, ja, at tænke selv, når nu der ikke er andre der gør det på vores vegne!
Ud fra disse tanker giver det altså ikke mere mening at tale om mennesker som troende eller ikke-troende, meget troende eller lidt troende, da jeg altså forstår ethvert menneskes forståelse af virkeligheden som en tro. Det der er afgørende bliver for mig at se i stedet i hvert fald to ting: at man vurderer ”kvaliteten” af det man tror på ud fra de frugter det afføder. Og at man ligesom den mand jeg startede med at tale om, har modet til at lade sin forståelse af virkeligheden være flertydig, nogle gange paradoksal, men først og fremmest meget større end vi blot kan tænke os til!
Jeg syntes at det var flot af min bordherre at have indset at han tro sagtens kunne rokkes og at det er både sundt og helt normalt. Så i stedet for at slutte denne klumme med at sige, at så længe der er tro er der håb, vil jeg hellere sige, at så længe der er tvivl er der håb!
-LOS