Vores to sidste konfirmandhold blev konfirmeret i lørdags i Nørre Alslev kirke. En stort tillykke til dem!
I søndags blev Nørre Kirkeby genåbnet med en festlig høstgudstjeneste. Kirken var farverigt pyntet med årstidens blomster, og minikonfirmandernes englebilleder lyste op. Vores pigekor med organisten Jane Borello leverede en smuk musikalsk baggrund hjulpet af trompetist Ole Sommer Madsen.
Kirken var ”Coronafyldt” med 48 tilmeldte gæster, begrænsninger vi måtte acceptere så vi kunne synge med på de kendte salmer. Nogen kom forgæves, men vi håber, de vil vende tilbage, når der nu igen holdes gudstjenester i kirken.
Biskop Marianne Gaarden prædikede over dagens tekst. Efter en forfriskning serveret af menighedsrådet var der festtaler. Provst Michael Fagerlund roste menighedsrådet for at stå fast og ikke opgive før projektet var gennemført. Det store arbejde leveret af formanden og kassereren som bl.a. fik forsikringsselskabet til at betale halvdelen af regningen, blev fortjent fremhævet. Provsten forklarede også vigtigheden af selve bygningen og historien i forhold til menigheden, de levende stene, som må have et sted at være for at høre Guds ord forkyndt. Vi kan glæde os over, at vi har fået en flot renoveret kirke, der vil stå som vidne om vores kristne historie for kommende generationer.
Efter nogle ord ved formanden og vores præst, var der lejlighed til at gå rundt i det gode vejr. Flagene var hejst, alt i alt en uforglemmelig dag.