Nu lægger efteråret sig igen over Danmark. Det er en stor gave, at både året og døgnet skifter, for gennem naturens forandringer skærpes vores opmærksomhed på tilværelsen. Det kommer til udtryk når vi konstaterende siger om vejret: ”Nå, det er nok koldt i dag” eller ”sikke det blæser”! Årstidernes skiften tvinger os til at lægge mærke til os selv og verden omkring os på en anden måde, end hvis vi boede et sted på jorden, hvor der ingen forandring var året rundt.

De forskellige årstider påvirker også vores sindelag. Man taler om ”Den nordiske melankoli”, som finder sit bedste fysiske udtryk i efteråret. Verden fortættes omkring én og man kravler lidt ind i sig selv. Der er en stor skønhed over denne nordiske specialitet, som man ude i den store verden meget nemmere end os selv kan få øje på. Tænk på maleren Hammershøi´s gråtonede billeder, den designmæssige kølighed og stringens, som vi er så berømte for, Astrid Lindgren´s usentimentale eventyr, eller tegnefilmene om de finske mumi-trolde, fra dengang jeg var barn.
Blandt årstidssalmerne er efterårssalmen ”Nu falmer skoven trindt om land” én af de mest folkekære vi har. Alt sammen kulturprodukter som vidner om noget helt særligt ved os nordboere her i verden. Også vores gudstjeneste fortæller os noget om hvem vi er. Den er præget af enkelhed, ro og eftertænksomhed. Det er noget helt enestående og smukt, vi skal glædes over, særligt når tilværelsen ellers kan virke stressende og vi bliver rastløse!

Når det første efterårsløv fejer hen ad gaden, bliver jeg hvert år bragt tilbage til en helt bestemt situation fra min skoletid. For menneskets erindring er jo indrettet på så forunderlig vis, at den er koblet sammen med sansningen. Dufte, smage, synsindtryk og lyde kan alt sammen vække minder, som er indprintet i os. Og netop årstidernes skiften aktiverer som intet andet disse erindringer med alle deres nye, men alligevel velkendte sanseindtryk.

Situationen jeg bringes tilbage til hvert efterår, var en efterårsdag i skolen i 7.-8. klasse. Hele klassen var ude i gården, hvor der var fyldt med vissent efterårsløv, som vi skulle samle ind til et biologiprojekt. Pludselig blev jeg ramt af en overvældende følelse, en forunderlig blanding af melankoli og glæde – Jeg husker det som at jeg pludselig stod i en boble, isoleret, udenfor tid og sted. Jeg så alle mine så velkendte men dog hastigt forandrede klassekammerater i et nyt skær. Velkendte, men dog fremmede. Jeg så, at vi var forandrede, ved at blive voksne. Og jeg mærkede en tristhed da jeg forstod, at vi inden længe skulle hver vores veje og ikke mere skulle udgøre hinandens trygge verden.

Det var her jeg opdagede at øjeblikket er flygtigt og mennesket forgængeligt. Og derfor indfandt taknemmeligheden sig samtidigt i mit liv. For min verden som bestod af mine kammerater, vores fællesskab, min familie, intet var pludselig mere en selvfølge, men noget jeg havde fået til låns for en tid.

Siden det øjeblik blev ingenting nogensinde det samme. Min trygge barndom var slut, og hele den store vidunderlige, farlige virkelighed begyndte at banke på.

                                                                                                           Sognepræsten.