Pinsetiden nærmer sig. Derfor skriver sognepræsten om betydningen af, at have den ”rette ånd”.

Søde jordbær, blå himmel, fuglesang, haver der gror og bagende sol. Velkommen, kære Sommer, hvor har vi længtes efter dig!

Sommeren er ferietid. For et par år siden skulle min kone og jeg på ferie til Spanien og jeg havde ansvar for billetterne. Det ansvar blev dog varetaget på betænkelig vis.

Vi mødte op i lufthavnen, pakkede og klar, forventningsfulde over for en uge i sydens sol, da det viste sig at jeg havde taget fejl af afrejsedatoen, som var dagen før.
Jeg har altid haft en god evne til at acceptere tingenes tilstand og henledte straks opmærksomheden på det komiske i situationen. Jeg forstod dog at holde mund, da jeg fornemmede at min kones humoristiske sans endnu ikke havde indfundet sig.

Vi måtte tage hjem igen og forsøge at få det bedste ud af situationen. Jeg bookede resolut nogle overnatninger rundt om i landet, og delte glædesstrålende min plan med min kone, da jeg altid har haft lyst til at se lidt mere af Danmark end det man oplever fra motorvejene.
Igen kunne jeg fornemme at min optimisme ikke blev modtaget i samme ånd, men af sted kom vi da. Det var en usædvanlig regnfuld sommer det år, og da ugen desuden blev afviklet i total tavshed, gjorde ferien et uudsletteligt indtryk på os begge.
Det kunne nu være blevet en dejlig tur hvis ikke det lige havde været for min kone. Hun fandt aldrig den rette ånd!

Grundtvig skriver :

I al sin glans nu stråler solen
livslyset over nådestolen
nu kom vore pinselilje-tid
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.

I pinsen hører vi om hvordan evangeliet begynder at spredes ud over jorden på alle verdens sprog, som ringe i vandet. Selv heroppe i det kolde nord kom budskabet frem. Vi hører at det sker fordi Jesu ånd fortsat er virksom i verden, også efter påskeopstandelsen. Menneskets tunge skal nu være åndens redskab, sådan som Jesus før havde været det. Modsat fortællingen om Babelstårnet, hvor Gud lader mennesket tale forskellige sprog så ingen mere kunne forstå hinanden, ja, så samles menneskeheden nu med alle vores kulturelle forskelligheder, i et åndens pinsefællesskab.

Når jeg besøger fremmede steder, søger jeg ligesom mange andre straks hen mod byens kirke.
Det er fantastisk at forestille sig Guds åndedræt som en vind der suser gennem alverdens kirker, og som taler til os på så forskellige måder at alle har mulighed for at høre det.

For mig giver det mening at opsøge Helligånden i kirken, selvom nogen jo siger at byens kro er lige så god. Uanset om man vælger det ene eller det andet, er det væsentlige selvfølgelig at man har ”den rette ånd”. I kirkens salmesang kan ånden af og til ligefrem høres i tonerne. Når jeg åbent giver mig hen til gudstjenestens tekster, så peger de direkte på mig og taler om mit liv. De får ånde og bliver levende.
Ånden er det der gør det hele levende for mig, og som binder mig til alle verdens kristne, uanset om det så lykkedes at komme uden for landets grænser i år eller ej!

God sommer!

Sognepræst Lars Oliver Stuhr