“Mennesket er et underligt væsen. Nu må vi gemme os under jorden, fordi vi har opfundet flyvemaskinen”
Sådan lyder een af Storm P. fluer under besættelsen og stiller på enkel og genial vis spørgsmål ved hvem vores fjende egentlig er! I tiden ville spørgsmålet for manden på gaden hurtigt og klart kunne besvares med: “tyskerne” og i dag ville mange nok svare: “Islamisk stat”, som vi er i krig mod. Men typisk for Storm P. gør han i stedet spørgsmålet eksistentielt, altså til et spørgsmål som ikke drejer sig om en kultur eller nation overfor en anden, men til et spørgsmål der angår ethvert menneske til enhver tid overalt på jorden. Et spørgsmål om hvad vi er!
Fluen var desværre ikke sådan at vifte væk, for snart faldt den første atombombe over Hiroshima og tre dage senere over Nagasaki! Omkring 100-120.000 mennesker var på et sekund blevet dræbt! På den baggrund og pga. den kolde krig der fulgte i årene efter, skrev Ole Wivel sangen: “Der truer os i tiden” (her i velvalgt uddrag)
Der truer os i tiden
en ond usynlig magt
hvor egen sikre viden
som knuste med foragt
den skænkede natur
og nedskrev Adams billede
til skyggen på en mur
Før sang man roligt salmer
i fattet tro på Gud
men gammel enfold falmer
som løv og slettes ud
i denne jævndøgnstid
hvor hjerterne er delte
og med sig selv i strid
Men ordet overvintrer
den sandhed vi forlod
men ingen magt kan hindre
den i at fæstne rod
selv i en fattig jord
hvor frøet som et under
og skjult for alle bor.
Teksten er en religiøs sang og ikke en salme, fordi den ganske vist refererer til evangeliets ord, men ikke lader det lyde. Ikke desto mindre er det for mig een af de mest tidsbeskrivende sangtekster jeg kan forestille mig, til trods for at den nu har over 60 år bag sig. Suppleres den med et sidste vers, hvor evangeliets budskab lyder, så er det efter min mening et godt bud på en god moderne salme, som mennesker i dag vil kunne genkende sig i.
Den fortæller om hvordan et koldt menneskesyn og kynisk beregning langsomt har reduceret mennesket til en skygge af sig selv. Et væsen der ovenikøbet er i færd med at destruere sine egne livsvilkår. Den fortæller om udfordringen af troen på Gud i en fornuftsverden, hvor der ikke er plads til andet end rationelle og økonomiske argumenter. Og så har den det kristne håb i sig, at evangeliets sandhed ikke kan holdes nede. At kærligheden altid vil finde et sted at blomstre selv i den hårdeste af alle verdener.
Virkelighedsnært, sprogligt enkelt, smukt og dybsindigt!
Storm P. spørger i en anden flue: “Mennesket er jo egentlig godt, men hvorfor er det det så ikke?”
Sådan spurgte Luther også i sin tid, og han konkluderede at både vores tanker og vilje er bundet til destruktive kræfter som er ude af vores kontrol. Havde han ret? Ja, noget kunne tyde på det når man ser ud på verdens gang, selvom vi jo ikke er meget for at indrømme det.
Derfor skal også dette års nye konfirmander have det glædelige budskab med sig, at Gud er til at stole på, i det tilfælde at vi nu ikke selv er det. At de har en nådig Gud i ryggen, og ikke på nakken! At den store poetiske opgave for ethvert menneske, alt til trods, er at bevare hjertet varmt! Ellers kan vi jo lige så godt få gjort en ende på det hele og få smidt de bomber med det samme i eet st