Indmeldelse

De fleste bliver medlem af folkekirken i forbindelse med deres barnedåb.

Hvis du ikke blev døbt som barn, kan du melde dig ind i folkekirken ved at blive døbt som ung eller voksen. Du kan kontakte præsten og aftale nærmere.

Hvis du er døbt i en anden kristen kirke, skal du ikke døbes igen for at blive medlem af folkekirken, men kontakte en præst og bede om at blive optaget som medlem.

Udmeldelse

Hvis du vil melde dig ud af folkekirken, skal du tage kontakt til præsten eller kirkekontoret i dit sogn. Du kan henvende dig personligt eller skriftligt og skal oplyse, hvor og hvornår du er født og døbt. Oplysningerne fremgår af din fødsels- og dåbsattest.

Husk, at det ikke er sikkert at sende CPR-nummer via en ukrypteret mailforbindelse.

Overvej konsekvenser før du melder dig ud

Melder du dig ud af folkekirken, har du ikke længere ret til kirkelige handlinger.

Præsten har pligt til at respektere din beslutning som en tilkendegivelse af, at du ikke ønsker kirkens medvirken ved dine personlige mærkedage. Hvis du ved din død ikke er medlem af folkekirken, ses det altså som et udtryk for, at du ikke ønsker en kirkelig begravelse. Dine pårørende skal derfor selv stå for højtideligheden omkring din bisættelse eller begravelse.

Du bør fortælle dine nærmeste om udmeldelsen og tale med dem om, hvordan du ønsker begravelse eller bisættelse.

Du kan læse mere om medlemskab her.