Salmer: 94, 117, 125, 115, 99

Ære være Gud i det højeste!

Es 9, 1-6a; Hebr 1, 1-5; Luk 2, 1-20

Et af de billeder, der står mejslet i min – og sikkert også andres – bevidsthed efter faldet af Bashar al-Assads styre i Syrien, er dét af en lille dreng, der står betuttet og kigger på dem, der åbner døren til den fængselscelle, hvor han har siddet indespærret med sin mor og en del andre kvinder. Det var på samme tid forfærdeligt og rørende, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at den lille dreng har kunnet holde modet oppe hos kvinderne; de har kunnet vise ham omsorg og forsøgt at opretholde en form for hverdag, fordi de var nødt til det. P.g.a. det lille barn, som har været et lyspunkt i al grusomheden og mørket.

Vi ved ikke, hvordan det vil gå drengen, vi ved heller ikke, hvordan det hele vil udvikle sig i Mellemøsten, og jeg frygter personligt det værste, men alligevel var der noget ved den lille dreng, der fik mig til at tænke på, hvordan det har været for Gud at blive født ind i vor verden. Så snævert som en uhumsk fængselscelle må verden og den kolde stald have været for ham, som er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, da han kom for at bringe os glæde i sorgens stund, vække vor omsorg i nødens stund.

Jeg tror, at det er vigtigt at tænke på, når vi skal forstå julens sande væsen, og måske særligt på vore breddegrader, hvor vi forventer en hyggelig, perfekt jul, og hvor de fleste vitterlig har en hyggelig og perfekt jul. Jeg selv er så lykkelig at være vokset op i et hjem, hvor jeg husker hver eneste dag fra første søndag i advent til Helligtrekongers aften som én lang forventning og glæde, dog præget af tiltagende sorg, fordi jeg vidste, at 6. januar skulle juletræet ud, pynten væk, den sidste juleplade spilles, den sidste salme synges. En dag lærte jeg at tænke, at julen jo kommer igen og igen og igen, og at den alene er en glæde, fordi den ikke kan gribes og holdes fast. Man kan byde den velkommen, men man kan ikke selv skabe den. Den kommer på sine egne betingelser. Julen er et løfte om noget større og skønnere, den handler om at stole på, at det løfte bliver holdt, og at den kun er til for at minde os om, at sådan er det.

Andre har ikke så gode minder om julen som jeg, og det er altid anfægtende, ikke bare for mig, men for alle, for vi ved, at julen er så god, at den skulle alle kunne fejre og glædes over. Derfor tror jeg, det er vigtigt her på juledag at tale om julen som den, der kommer til os i form af en glæde, der er helt og aldeles udenfor vor egen formåen, som vi bare skal tage imod kvit og frit. Som Charles Dickens lader en af sine personer sige i Et juleeventyr: »Når glæden dukker op, så tilbyd den en magelig stol.« Og glæden, hører vi, behøver ingen forudsætninger; den kom til verden helt uden den mindste forberedelse, selv om jeg er ret sikker på, at Maria og Josef gerne havde set den komme under noget mere komfortable forhold. Men glæden kom altså, og efterhånden som alderen har meldt sig hos mig, er jeg blevet mere og mere overbevist om, at julen er kommet for svare på en sorg, vi måske ikke engang aner, at vi har, sorgen over, at vi ikke har hjemme i den verden, vi elsker så højt. Hele vort liv går med at skabe os et hjem med trygge rammer og sikre vægge, men vi ved også godt, at vi er nødt til at forlade dette skønne sted og de mennesker, vi elsker, eller vi må miste dem, for døden kommer til os før eller senere. Og i en usikker verden er afskeden måske endnu tættere på, end vi bryder os om at tænke på. Men så er det, at julen fortæller os, at der så meget mere at sige, end at vi fødes, lever en kortere eller længere stund på jorden for så at dø. At det var så det.

For netop her kommer julen med sin hjemlighed og fortæller os, at vi har et hjem hos Gud. Det var det, han ville sige til os, da han kom til vor grumme verden, og vi skal bemærke, at det blev sunget ud: »Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, der lovpriste Gud og sang« hører vi. Også vi synger her i kirken, og vi synger om dette under – at Gud lader sig føde i den mørke nat, i fremmed stald på strå, og at englene findes selv i den fattigste hytte. I sangen er vi hjemme hos Gud. Det tror jeg ikke, er en tilfældighed.

I C.S. Lewis´ historie, Troldmandens nevø, forløberen til Løven, Heksen og Garderobeskabet, oplever børnene Digory og Polly eventyrlandet Narnias skabelse. Det sker ved, at løven Aslan vandrer igennem et ellers øde og mørkt landskab og synger. Snart synger han solen, månen og stjernerne frem, snart er det buske og træer, græs og blomster, ja, alt, hvad der er smukt og godt i verden. Måske har Lewis fat i noget, for det fortælles om den danske komponist og modstandskvinde, Else Marie Pade, at hun tilfangetagen under krigen og efter et voldsomt forhør en nat vågnede i sin celle med et skrig efter et mareridt, men så så hun ud af fængslets gitter en stjerne blinke og hørte musik inde i sig selv og følte sig trøstet. Med et spænde fra sin hofteholder ridsede hun melodien ind i fængslets mur, og det blev til den lille fine og enfoldige sang Du og jeg og stjernerne. Igen et vidnesbyrd om, at Gud taler til os på de forunderligste måder og bringer hjemlighed ind i verden, hvor man ikke skulle tro, den kunne findes.

Og hvis vi tænker på vore egne salmedigtere og deres elskede julesalmer, så skal vi vide, at mange af dem er skrevet i den dybeste nød; af en Brorson, der mistede adskillige børn og havde sit sindssyge barn, Nikolaj, hos sig i stort træbur, en slags kravlegård, hvor han var nødt til at være, fordi han var til fare for sig selv og andre, Grundtvig, der stred med sit dystre sind, eller Ingemann, der nok aldrig helt kom sig over tabet af sin barndoms paradis i Torkilstrup. Alligevel har den syngende skaber lagt den ene sang efter den anden i munden og pennen på dem og vidner den dag i dag for os, at vi har et hjem i himlen, hvor vi skal møde den lille dreng i krybben og både høre og selv deltage i englenes lovsang fra den første julenat: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen