Efteråret er sat ind, og det er en god årstid til at mødes, læse og tale sammen.
Det har man sat sig for at gøre i pastoraterne på Nordvestfalster, i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby, hvor man samarbejder om læsning af Markusevangeliet. Læsningen er kun lige begyndt, og man kan sagtens nå at slutte sig til. Målet er at læse evangeliet sammen, to kapitler ad gangen, tale om teksten og de tanker, den sætter i gang. Præsterne ønsker at give kirkegængerne et tilbud om at gøre det, man sjældent får gjort, nemlig at læse et helt evangelium i sammenhæng, og de håber også at kunne give svar på de spørgsmål, der rejser sig under læsningen.
Der afholdes endnu tre møder dette efterår og fire møder i foråret, og de afholdes på skift i de to pastorater i konfirmandstuen. Har du problemer med at komme til Vålse, kan du kontakte sognepræst Marianne Wagner.
Kommende efterårets møder:
12.10 Vålse kl. 19.00
26.10 Nørre Alslev kl. 19.00
9.11 Vålse kl. 19.00
i konfirmandstuen